Foredrag og webinarer

Webinar: Åndedrættets bevægelser

 

Webinar: Åndedrættets bevægelser

 

At få gang i bevægelse både i krop og hoved er en vigtig del af processen i en hjernerystelse. 

Åndedrættet handler om overlevelse, om afspænding, om begejstring. Alt, hvad du oplever i dit liv, sætter sig spor i dit åndedræt, og dit åndedræt sætter sit aftryk på dit liv. 

 

En hjernerystelse sætter sig også på åndedrættet! Og et belastet åndedræt kan være en belastning for hovedet. Det er vigtigt at få brudt den onde spiral, som kan køre afsted med et overgearet åndedræt.

 

Åndedrættet har vi med os hele tiden, døgnet rundt. Faktisk er der 20.000 åndedræt på et døgn, sådan i gennemsnit. Så det er en genial måde at få bevægelsestræning med ind i hverdagen.

 

OM WEBINARET

I det her webinar vil vi være nysgerrige på vores åndedræt. Undersøge om der er noget ny bevægelse at finde. Er der et større åndedræt, som kan give mere energi og overskud? 

Måske er der endda velvære at hente i åndedrættet. Vi vil tale om forskellen på at ånde og på at trække vejret. Om hvordan nervesystemet påvirkes. Om hvordan vævet omkring hjernen og åndedrættet hænger sammen i vores anatomi. Og vi skal lave nogle enkle øvelser, som kan åbne for nye bevægelser med åndedrættet. 

 

Webinaret er for dig, som er midt i en hjernerystelse. Du får hjælp til at opnå kvalitet i dine hjernehvil og til at opbygge en praksis, der kan hjælpe dig med at få mere energi.

 

Webinaret er også for dig, der er pårørende. Måske er dit åndedræt også lidt presset ind imellem? Hop med, og få en fælles oplevelse i velvære sammen derhjemme!

 

OM FOREDRAGSHOLDEREN

Katrine Nørgaard underviser i bindevævstræning, der tager afsæt i Elastic Movement Therapy (EMT). Hendes metode er holistisk og skånsom, og åndedrættet er et gennemgående fokus. Hun har mange års erfaring i at undervise hjernerystelsesramte, og hun har også mærket en slem hjernerystelse på egen krop.

 

PRAKTISK

Webinaret foregår via Zoom. Du modtager et link senest 15 minutter, før webinaret går i gang. Test gerne dit udstyr inden. Du behøver ikke at se ind i skærmen under hele webinaret, men blot nøjes med at lytte med. 

 

Der vil være enkelte øvelser undervejs. Du skal bruge et blødt mindre tæppe eller et håndklæde samt en uldsok. Sørg for at have et godt, varmt sted at ligge, mens vi laver øvelserne. Har du en dårlig dag, kan det sagtens laves i sengen.

 

Vi ses! :-)



Tilmeld nu
  • Info
  • Mødegange
  • Underviser
  • Find Vej
Holdnummer: 21053
Status: Tilmeldningsklar
Første møde: 06-09-2021
Mødegange: 1
Lektioner: 1.00
Undervisere: Katrine Nørgaard
Priser:
Almen DKK 0.00
dof